På hovedet og i hovedet

Hvis jeg skal skrive en meningsfuld refleksion over "hvilken betydning jeg tror(håber!) at nye digitale udtryksformer kan have for min eksisterende praksis" må jeg først en omvej ud af klasseværelset. Jeg er er fuldstændig enig med Sir Ken Robinsons analyse af det eksisterende uddannelsessystem og jeg tror at vores fremtidige evne til at fungere som samfund står og falder med at vi indser at tiden til at stoppe børns (og andre uddannelsessøgendes) hoveder som pølser på en fabrik, er forbi og har været forbi længe. Jeg mener at der er masser af gode grunde til at indse dette: For det første virker det ikke; uddannelsessystemet bugner af børn og unge der ikke lærer det de har brug for - de lærer ikke engang det vi som samfund vil have at de skal lære. For det andet er der ikke noget der tyder på at vi (de voksne, politikerne, de allerede uddannede) i ret høj grad er i stand til at forudse hvad der bliver vigtigt at vide og kunne i fremtiden. Vores samfund er fuld af eksempler på at vi som gruppe betragtet er ret dårlige til at forudse fremtiden, eller ihvertfald til at agere på forudsigelserne. For det tredje synes jeg at det er et kæmpe paradoks at erhvervslivet efterspørger innovatorer og eksperter, Lars Goldschmidt holdt f.eks. et oplæg under titlen "Forny eller forsvind, fremtidens medarbejder som medledende professionel" på tænketanken SOPHIAs konference Erhvervslivets medarbejdere i 2015, 2025 og 2040 , men tendensen både i Danmark og resten af Europa er at vi vil have mere målbarhed, mere sammenlignelighed og mere effektivitet i uddannelsessystemet... Hvis man overhovedet kan uddanne nogen til at være innovative tvivler jeg altså meget meget stærkt på at man gør det ved at presse dem til at følge fast strukturerede læringsforløb og måle dem rigtig ofte. Hvad så? Jamen det er jo her det bliver spændende: Hvis vi som samfund virkelig skal rykke og atter blive et uddannelsesmæssigt foregangsland må vi slå dørene til skolerne i smadder og lukke børn og unge (og voksne) ud. De skal have ansvaret for deres egen læring....! Altså rigtigt have ansvaret... som i "du bestemmer selv hvornår og hvad du vil lære", som i "lav meningsfulde lærende fællesskaber med dem der vil det samme som dig, ikke dem der tilfældigvis også er 7.. eller 12 eller 35", som i "slut med umotiverede kursister og elever (se RSA-videoen "Drive" hvis du synes det lyder gak) og som i "en lærer er en der står til rådighed som konsulent, coach, traditionel underviser eller hvad pokker du ellers har brug for, når du har brug for det" (eller eventuelt efter nærmere aftale ;). 

Desværre er der meget langt til et sådant, sandt paradigmeskifte, men for mig er de "nye digitale udtryksformer" en mulighed for dog at lukke lidt op for posen. Ganske vidst er enhver frihed for mine kursister til at finde deres egen vej igennem stoffet, til at være selvbestemmende i forhold til hvad deres dag skal indeholde og til at vælge formen for deres arbejde med et fagligt emne - den frihed er så begrænset at den er tæt på udelukkende at være et postulat. Det er jo fortsat mig der styrer indholdet, formen og bedømmer resultatet. Alligevel hjælper de nye udtryksformer mig og dem til at se at de kan vælge at tage et ansvar fordi de skal være aktive, at de kan vælge at være (med-)bestemmende fordi deres dialog med stoffet og hinanden bliver tydelig og tildelt en central rolle og måske vigtigst af alt: Det hjælper dem til at se at de kan vælge at lege - og her mener jeg ikke at lege som noget useriøst men derimod leg som den type aktivitet der kræver fuld koncentration, tilstedeværelse og fordybelse, fordi mange af de ressourcer de bliver præsenteret for kræver at de forholder sig kreativt til stoffet. Jeg håber kort sagt at de nye digitale udtryksformer kan hjælpe min undervisningspraksis med at blive en lille smule mere frigivende, ansvarlighedstilladende og legende.... - altså mens jeg venter på at skolens døre smadrer.