Højere ordens didaktisk forivring(!)

Jeg synes ikke at det er nemt at få alt det her med kursisterne som didaktiske designere ind i sit hovede. Det ene øjeblik synes jeg at det er da det jeg allerede gør, det andet øjeblik virker det som en fuldstændig uforståelig ide... Er det for eksempel det at lade kursisterne lave en masherfilm for at illustrere hollywoodmodellen? Er det at lave en WhenInTime-tidslinje hvor kursisterne gruppevis afleverer til en moderatorgruppe der tager sig af at skrive ind og styre tiden? Er det den efterfølgende proces hvor grupperne fortolker literære klassikere i lyd og/eller film og lægger det på den samme tidslinje? Eller er alt dette bare udtryk for gængs undervisning puttet i nye bling rammer? Jeg er bekymret for at det jeg foretager mig er at fare meget entusiastisk rundt i ring.
Efter at have læst artiklen "Metakommunikerende artefakter" begynder det måske alligevel at lysne en smule i mit forvirrede hovede: Og  det er måske en af grundende til at de ovenstående eksempler på undervisning endte med at føles lidt flagrende. Der skal jo et lag mere til for at understøtte den højere ordens læring som vi tragter sådan efter. Tilbage til tegnebrættet for at tilføje et skvæt metakommunikation til designideerne! (og dejligt med en god grund til at rode videre med alt det skønne web2-legetøj. Jeg genlæser også artiklen om Læringsloops - så kan jeg også lige teste diigos mulighed for at linke til en kommenteret udgave af en artikel.