Højere ordens didaktisk forivring(!)

Jeg synes ikke at det er nemt at få alt det her med kursisterne som didaktiske designere ind i sit hovede. Det ene øjeblik synes jeg at det er da det jeg allerede gør, det andet øjeblik virker det som en fuldstændig uforståelig ide... Er det for eksempel det at lade kursisterne lave en masherfilm for at illustrere hollywoodmodellen? Er det at lave en WhenInTime-tidslinje hvor kursisterne gruppevis afleverer til en moderatorgruppe der tager sig af at skrive ind og styre tiden? Er det den efterfølgende proces hvor grupperne fortolker literære klassikere i lyd og/eller film og lægger det på den samme tidslinje? Eller er alt dette bare udtryk for gængs undervisning puttet i nye bling rammer? Jeg er bekymret for at det jeg foretager mig er at fare meget entusiastisk rundt i ring.
Efter at have læst artiklen "Metakommunikerende artefakter" begynder det måske alligevel at lysne en smule i mit forvirrede hovede: Og  det er måske en af grundende til at de ovenstående eksempler på undervisning endte med at føles lidt flagrende. Der skal jo et lag mere til for at understøtte den højere ordens læring som vi tragter sådan efter. Tilbage til tegnebrættet for at tilføje et skvæt metakommunikation til designideerne! (og dejligt med en god grund til at rode videre med alt det skønne web2-legetøj. Jeg genlæser også artiklen om Læringsloops - så kan jeg også lige teste diigos mulighed for at linke til en kommenteret udgave af en artikel.

På hovedet og i hovedet

Hvis jeg skal skrive en meningsfuld refleksion over "hvilken betydning jeg tror(håber!) at nye digitale udtryksformer kan have for min eksisterende praksis" må jeg først en omvej ud af klasseværelset. Jeg er er fuldstændig enig med Sir Ken Robinsons analyse af det eksisterende uddannelsessystem og jeg tror at vores fremtidige evne til at fungere som samfund står og falder med at vi indser at tiden til at stoppe børns (og andre uddannelsessøgendes) hoveder som pølser på en fabrik, er forbi og har været forbi længe. Jeg mener at der er masser af gode grunde til at indse dette: For det første virker det ikke; uddannelsessystemet bugner af børn og unge der ikke lærer det de har brug for - de lærer ikke engang det vi som samfund vil have at de skal lære. For det andet er der ikke noget der tyder på at vi (de voksne, politikerne, de allerede uddannede) i ret høj grad er i stand til at forudse hvad der bliver vigtigt at vide og kunne i fremtiden. Vores samfund er fuld af eksempler på at vi som gruppe betragtet er ret dårlige til at forudse fremtiden, eller ihvertfald til at agere på forudsigelserne. For det tredje synes jeg at det er et kæmpe paradoks at erhvervslivet efterspørger innovatorer og eksperter, Lars Goldschmidt holdt f.eks. et oplæg under titlen "Forny eller forsvind, fremtidens medarbejder som medledende professionel" på tænketanken SOPHIAs konference Erhvervslivets medarbejdere i 2015, 2025 og 2040 , men tendensen både i Danmark og resten af Europa er at vi vil have mere målbarhed, mere sammenlignelighed og mere effektivitet i uddannelsessystemet... Hvis man overhovedet kan uddanne nogen til at være innovative tvivler jeg altså meget meget stærkt på at man gør det ved at presse dem til at følge fast strukturerede læringsforløb og måle dem rigtig ofte. Hvad så? Jamen det er jo her det bliver spændende: Hvis vi som samfund virkelig skal rykke og atter blive et uddannelsesmæssigt foregangsland må vi slå dørene til skolerne i smadder og lukke børn og unge (og voksne) ud. De skal have ansvaret for deres egen læring....! Altså rigtigt have ansvaret... som i "du bestemmer selv hvornår og hvad du vil lære", som i "lav meningsfulde lærende fællesskaber med dem der vil det samme som dig, ikke dem der tilfældigvis også er 7.. eller 12 eller 35", som i "slut med umotiverede kursister og elever (se RSA-videoen "Drive" hvis du synes det lyder gak) og som i "en lærer er en der står til rådighed som konsulent, coach, traditionel underviser eller hvad pokker du ellers har brug for, når du har brug for det" (eller eventuelt efter nærmere aftale ;). 

Desværre er der meget langt til et sådant, sandt paradigmeskifte, men for mig er de "nye digitale udtryksformer" en mulighed for dog at lukke lidt op for posen. Ganske vidst er enhver frihed for mine kursister til at finde deres egen vej igennem stoffet, til at være selvbestemmende i forhold til hvad deres dag skal indeholde og til at vælge formen for deres arbejde med et fagligt emne - den frihed er så begrænset at den er tæt på udelukkende at være et postulat. Det er jo fortsat mig der styrer indholdet, formen og bedømmer resultatet. Alligevel hjælper de nye udtryksformer mig og dem til at se at de kan vælge at tage et ansvar fordi de skal være aktive, at de kan vælge at være (med-)bestemmende fordi deres dialog med stoffet og hinanden bliver tydelig og tildelt en central rolle og måske vigtigst af alt: Det hjælper dem til at se at de kan vælge at lege - og her mener jeg ikke at lege som noget useriøst men derimod leg som den type aktivitet der kræver fuld koncentration, tilstedeværelse og fordybelse, fordi mange af de ressourcer de bliver præsenteret for kræver at de forholder sig kreativt til stoffet. Jeg håber kort sagt at de nye digitale udtryksformer kan hjælpe min undervisningspraksis med at blive en lille smule mere frigivende, ansvarlighedstilladende og legende.... - altså mens jeg venter på at skolens døre smadrer.

Hører da harddisken - om video-e-læring

Og det kan podcastes :) http://www.dr.dk/P1/harddisken/Podcast/20100105103848.htm

Note to self - Practisecusupaccaration matters

Altså med andre ord - der er liige et par ting jeg skal have tænkt igennem inden jeg kaster kursisterne i skyen. Det meste er sikkert åbenbart for alle undervisere men foreløbig ser min undervisningsplanlægningshuskeseddelstilføjelse 2.0 (nanvngivet med inspiration fra den klassiske FIMMEplan som jeg elsker højt)  sådan ud:

Practicalities - Har vi det nødvendige grej til rådighed der hvor vi skal være? (eller mere realistisk; husk at sikre at nok kursister pc/smartphone med)

Security - Hvad, hvis noget, kan eller skal jeg gøre for at beskytte kursisterne og mig selv mod snavs&snask fra de mere gustne hjørner af nettet?

Superusers - Hvilke kursister vil jeg kunne trække på som superbrugere til at hjælpe resten igang? Jeg har f.eks. en klasse med to uddannede webintegratorer og generelt er der stor forskel på kursisternes niveau af "computer literacy/fluency".

Access - Hvilke brugerkonti er det nødvendigt at kursisterne har for at kunne benytte de apps jeg vil bruge i undervisningen?

Foreslå gerne tilføjelser :)

Bare det altså snart var jul

For nogen år siden ledte jeg nettet tyndt efter et program der ved brug af en tidslinje kunne hjælpe kursisterne til at skabe sammenhæng imellem de kulturhistoriske perioder som mange af fagene, i særdeleshed dansk, engelsk og historie arbejder med. Kursisterne har tit en meget lille fornemmelse for historisk perspektiv og rækkefølge og ser ikke den sammenhæng mellem fagenes historiske aspekter som underviserne gør (at engelsk og dansk romantik feks har noget til fælles, eller at teknologiske udviklingsfaser spiller sammen med kulturelle udtryksmåder osv osv). Det endte med at jeg opgav min eftersøgning fordi alle brugbare programmer krævede betaling.. . men nu ser jeg under web2.0 læringsressourcer at det mest perfekte værktøj ligger og venter helt grydeklart. Det hedder WhenInTime? og er helt utroligt nemt at gå til. Jeg pillede med det i 20 minutter og lavede en lille tre-begivenheds-linje der kan ses her  hvis man skulle have lyst. Programmet rummer helt klart mulighed for mange typer aktiviteter, fra simpel opsætning af ting i rækkefølge og kombinering af data fra forskellige fag til mere reflekterende aktiviteter hvor kursisterne vil skulle overveje hvordan de formidler og udvælger information. De kan både lægge tekst og video op og det vil være oplagt at kombinere med egenproduktioner af video, tekst, lyd og billeder. Dette program kommer uden tvivl til at blive omdrejningsaksen for det historiehold jeg starter op efter jul - og fortsættelse følger naturligvis her efterhånden som planlægningen skrider frem.

"The road goes ever on and on -

- down from the door where it began". Det synger Frodo på vej ud på det store eventyr og sammenstillingen af den prosaiske start (at komme ud af døren) med mødet med det store ukendte er lidt rammende for det her med at tage hul på et (for mig) helt nyt område i min undervisning. Jeg sidder og læser om TPACK og om at erobre overlappet mellem teknologisk og pædagogisk viden. Det er spændende, nødvendigt, relevant og jeg vil rigtig gerne men hvordan kommer man ud af den metaforiske dør? Jeg tror jeg simpelthen må spørge "hvad kan mine kursister lære på denne måde som de ellers ikke ville kunne lære? Problemet bliver jo at undgå at pimpe den eksisterende undervisning op med nyt ITlir for i stedet at inddrage nye læringsområder...Heldigvis er der jo så masser af inspiration at hente som vi nebulanauter konstant mindes om jnvf slideshowet der bliver linket til i bunden af artiklen. Og måske kan man tage meningsfulde babysteps: Jeg har netop instrueret mit Eng C-hold i at skrive indlæg på et forum som lektie. Det er ganske vist et forum i fronter og ikke på det dybe internet men de vil stadig skulle forholde sig til hinandens holdninger til spørgsmålet på skrift og ikke i en almindelig klassediskussion. Det gør diskussionen til deres egen (jeg er der jo ikke) og åbner den for andre end de hurtigtænkende og -snakkende, det skulle også gerne øge deres sproglige opmærksomhed fordi meningsudvekslingen bliver skriftlig. På den måde lærer de noget som de ellers ikke ville kunne lære... ihvertfald lidt..

Swuuuusch! Er det en fugl? Er det et fly?

Nej det er alle mine dokumenter og billeder og andet digitalt habengut der suser ud i google-skyen på googledrev. Det er da bare alt alt for smart. Og jeg gider ikke engang føle mig dum over først at gøre det nu.
Gu've hvor mange af kursisterne der allerede svæver rundt derude?